En gådefuld stemme: João Ricardo Lopes’ poesi

João Ricardo Lopes (f. 1977 i Azurém, Portugal) er digter, prosaforfatter og underviser. Hans arbejde er præget af en tæt forbindelse mellem erindring, sted og identitet, ofte med uma tonalitet, der forener det intimt biografiske med bredere kulturelle spørgsmål. I sine digte udforsker han tiden, tavsheden og de små forskydninger i det daglige, mens hans prosa viser en særlig opmærksomhed på detaljens betydning og på sprogets rytme. João Ricardo Lopes har publiceret flere digtsamlinger og kortprosa, og hans tekster har været fremhævet i både portugisiske og internationale tidsskrifter. Han underviser i Fafe, hvor han continua at udvikle sit litterære arbejde.
Foto af forfatteren: Catarina Lopes

.

Om João Ricardo Lopes kan man sige både meget og ganske lidt. Han er en af de overraskende litterære og poetiske stemmer, der spirer frem fra det gamle Portugal – landet med Camões, Pessoa og Eça de Queirós. Han blev født på årets længste dag i 1977, på en fødeklinik ved siden af den middelalderlige borg i Guimarães, en af landets smukkeste byer.

Når man beskriver forfattere, nævnes ofte den akademiske baggrund: João Ricardo Lopes studerede Moderne Sprog og Litteratur ved Det Humanistiske Fakultet på Universitetet i Porto og tog efterfølgende en postgraduering i Litteraturteori ved Minho Universitet. Han var en fremragende studerende og modtog et stipendium fra den prestigefyldte Calouste Gulbenkian Fond. I dag virker han som underviser i portugisisk sprog og litteratur, kursusholder, blogger, politisk aktivist, kulturformidler, litteraturkritiker – og som en produktiv forfatter af poesi, kortprosa, essays og journalistiske klummer.

Hans poetiske stemme – dokumenteret i syv værker udgivet mellem 2001 og 2022 og belønnet med flere nationale priser – lader sig ikke let rubricere: den er lyrisk og samtidig satirisk, præget af en stærk åndelighed, hvor mennesket spejles i kosmos, men også vildfaren i byens gader og åbne pladser, hvor digteren strejfer. Poesien fremstår ofte som fragmentarisk eller brudt, og den kalder på en aktiv læser, som er villig til at læse mellem linjerne. Dens prosa og noveller føles som forgreninger af det lyriske udtryk.

I et af de få interviews, han har givet – til det online tidsskrift Novos Livros – erklærer han sin kærlighed til stilhed og lys og afviser offentlig eksponering: »Jeg havde (og har stadig) brug for fred, stilhed, trøst, harmoni, mening, tilgivelse.«

I februar i år besøgte vi João Ricardo Lopes i hans hjem. Vi blev dybt imponerede over hans enorme bibliotek og hans indgående kendskab til dansk poesi – han reciterede uden tøven passager af Erik Knudsen, Inger Christensen og Pia Tafdrup.

DESCARTES

efter drømmene og det første vand,
efter den redte seng og kroppen tilhyllet i tanker,
efter de morgendlige sysler, hvis opregning ville være trættende og omskiftelig,
er den første kop kaffe en form for gud,
kosmos, der hengiver sig i blodets strøm,
din sjæl livsalig, og alle de skønne og prægtige metaforer
– dunkle og svulmende –
hvisker cogito, ergo sum

(Originalt, upubliceret digt)

.

DESCARTES

depois dos sonhos e da primeiro água,
depois da cama feita e do corpo ataviado nos pensamentos,
depois das coisas matinais cuja enumeração seria fastidiosa e variável,
a primeira xícara de café é uma forma de deus,
o cosmos a espojar-se no sangue,
a tua alma álacre e todas as belas e magníficas metáforas
– negras e cheias –
a sussurrar cogito, ergo sum

(Poema original)

.

DENNE MORGEN STILHEDEN

denne morgen steg stilheden op ad væggene og spærene,
den kravlede over bjælkerne, de høje spind, de isnende gesimser
og gennemtrængte stenen, cementen, revnerne, selve luften

jeg er nu hele mit liv, min skæbne

og huset skælvede
og ordene – frossent jern –
sved i hænderne

Fra Em Nome da Luz (2022)

.

ESTA MANHÃ O SILÊNCIO

esta manhã o silêncio subiu pelas paredes e pelas asnas,
trepou as travincas, as teias altas, as cérceas geladas
e atravessou a pedra, o cimento, as fissuras, o próprio ar

sou agora toda a minha vida, o meu destino

e a casa estremeceu
e as palavras – ferro congelado –
doeram nas mãos

De Em Nome da Luz (2022)

.

STUDIE AF SOLLYS, VILHELM HAMMERSHØI (1906)

lyset befrier os ikke fra legemet,
indleder ikke et rum,
overtræder ingen ornamentale regler

lyset er et verbum.
det løber over bordene,
åbner gennem glasset på ordenes bagside

og det gør ondt

Fra Em Nome da Luz (2022)

.

ESTUDO DA LUZ SOLAR, VILHELM HAMMERSHØI (1906)

a luz não nos liberta do corpo,
não inculca um espaço,
não infringe nenhuma regra ornamental

a luz é um verbo.
corre sobre as mesas,
abre pelo vidro sobre o reverso das palavras

e dói

De Em Nome da Luz (2022)

.

SIGØJNERNES ILD

til Catarina

.

i det sydlige Lanzarote, nær Playa Blanca,
et sted de kalder Los Charcones,
så jeg det, der mest af alt på jorden
ligner månen

landskabet er dækket af pyroklaster, hård aske,
støv.
intet overlever her, undtagen den lave vortemælk
og enkelte slags firben

men om natten fyldes denne ørken med bål,
små flammer spredt
mellem mure og telte

man forklarer: det er sigøjnernes ild,
ingen ved hvor de kommer fra eller hvorhen de rejser.
og jeg siger: velsignet være de, for de findes

Fra Em Nome da Luz (2022)

.

O LUME DOS CIGANOS

para a Catarina

.

no sul de Lanzarote, perto de Playa Blanca,
num lugar a que chamam Los Charcones,
vi o mais parecido que há na terra
com a lua

a paisagem cobre-se de piroclastos, de cinza dura,
de pó.
nada aqui sobrevive, exceto a rasteira eufórbia
e uma ou outra espécie de lagarto

mas à noite este deserto enche-se de fogueiras,
de pequenas labaredas dispersas
entre muros e tendas

explicam é o lume dos ciganos,
ninguém sabe de onde vêm ou para onde partem.
e eu digo abençoados sejam, porque existem

De Em Nome da Luz (2022)

.

AT SKRIVE VAR FOR OS EN FORM FOR BLOD

alt kunne bruges til at skrive med:
afkølede gløder, giftige bær fra farveris,
tagstykker, sæbespåner, spyt

på den tid udskelnede vi ikke
mellem metaforer
og råt sprog.
ordene vejede tungt, berusede af lys

man skrev i jorden i dag
og det var en cykel,
man tegnede sult i luften med en finger
og fuglene dalede ned til murene
fyldt med sol

ordene var endnu ikke poesi,
kun en hvislende frem-og-tilbage af urter,
af højtidelige, karske og grønne siv

at skrive var for os en form for blod
og ikke engang det vidste vi,
ikke engang det

Fra Em Nome da Luz (2022)

.

ESCREVER ERA PARA NÓS UMA FORMA DE SANGUE

tudo servia para escrever:
tições arrefecidos, bagas venenosas de tintureira,
bocados de telha, aparas de sabão, cuspo

nessa altura indistinguíamos metáforas
e linguagem crua.
as palavras pesavam, bêbedas de luz

escrevia-se na terra hoje
e era uma bicicleta,
desenhava-se com o dedo no ar fome
e os pássaros desciam aos muros
cheios de sol

as palavras não eram ainda poesia,
somente um vaivém rumorejante de ervas,
de cálamos solenes, castos e verdes

escrever era para nós uma forma de sangue
e nem isso sabíamos,
nem isso

De Em Nome da Luz (2022)

.

SONATE NR. 2, SCHERZO, CHOPIN

du stiger op af vandet som én
der stadig tror
at verden kan frelses

du studerer stilheden som arret
der bliver tilbage
efter nederlaget
og du smiler

tiden er et stort utrætteligt klaver.
du vil se

Fra Em Nome da Luz (2022)

.

SONATA N.º 2, SCHERZO, CHOPIN

emerges da água como quem acredita
que o mundo pode ainda ser salvo

estudas o silêncio como a cicatriz
que nos fica do fracasso
e sorris

o tempo é um grande piano incansável.
verás

De Em Nome da Luz (2021)

.

SOLSTICE PÅ KRETA, KNOSSOSPALADSET

vi vil for evigt elske dette klare lys på Kreta
som i Minos’ palads oplyser fiskene og tyren
og alle de former som vores labyrintiske
tilværelse har indespærret

blændede eller blinde ser vi endnu som farveskygger
stenenes hvidhed, pompejrødt,
freskoernes cyanblå, sennepsgul,
de citrusorange ansigter og kroppe,
og amforernes okkerfarve, løftet i ofring til guderne

måske kan tiden (som man spytter bitre kerner ud)
spytte os bort,
men vi så livet, og for et urgammelt
mirakel
takker vi solen for denne dag

Fra Eutrapelia (2021)

.

SOLSTÍCIO EM CRETA, PALÁCIO DE CNOSSOS

amaremos para sempre essa luz límpida de Creta
que no palácio de Minos os peixes ilumina e o touro
e todas as formas que a nossa existência labiríntica
aprisionou

ofuscados ou cegos, vemos ainda como sombras cromáticas
o branco das pedras, o vermelho-pompeia,
o azul ciano dos afrescos, o amarelo-mostarda,
o laranja cítrico dos rostos e dos corpos,
o ocre das ânforas erguidas em oferecimento aos deuses

pode o tempo (como se faz a pevides amargas) cuspir-nos,
mas nós vimos a vida e a um milagre
antiquíssimo
agradecemos o sol deste dia

De Eutrapelia (2021)

.

STILLEBEN MED HVEDE, DRUER OG PRÆDIKEREN

Un domingo, un cuaderno, unos versos.
Nunca, nada y nadie son lo mismo.
José Ángel Cilleruelo

.

du lagde over alt den vågne duft af bøger,
denne rastløse aroma som åbner
vores næsebor
og mildner den uudholdelige stilleben
søndag eftermiddag

hvis vi malede vores eget portræt,
ville detaljerne mangle,
det modnede kornlys, fugtigt af vin,
som Bruegel eller Rembrandt
sikkert ville lade os ældes i

i os, som i bøgerne, findes den uovervindelige
nostalgi efter tiden.
derfor vandrer vi rundt i byen, blandt gamle antikvariater,
og beder om en bod der ikke findes,
elsker en tilgivelse som ikke bedes om

Fra Eutrapelia (2021)

.

NATUREZA MORTA COM TRIGO, UVAS E O ECLESIASTES

Un domingo, un cuaderno, unos versos.
Nunca, nada y nadie son lo mismo.
José Ángel Cilleruelo

.

sobrepunhas a tudo o cheiro atento dos livros,
esse inquieto aroma que nos abre
as narinas
e nos adoça a insuportável natureza morta
dos domingos à tarde

se pintássemos o retrato de nós mesmos,
faltariam os pormenores,
a luz madura de cereal, húmida de vinho,
em que nos envelheceriam por certo
Bruegel ou Rembrandt

em nós, como nos livros, existe a insuperável
nostalgia do tempo.
por isso deambulamos pela cidade, entre velhos alfarrabistas,
pedindo uma penitência que não existe,
amando um perdão que se não pede

De Eutrapelia (2021)

.

STERCUS IN ORE

de gamle lagde ekskrementer
i munden på angivere, på løgnere,
på dem der tog bagtalelse for noget godt
og spandt katastrofer

man kan ikke forestille sig noget værre
end dette:
en tunge besudlet
af andres afføring,
magten i en troløs,
lumsk, giftig mund,
i stand til at føre nogen mod døden
eller – to skridt derfra –
mod helvede

sandheden er et vanvittigt vers
skrev Bukowski.
men hvad er sandhed?

Fra Eutrapelia (2021)

.

STERCUS IN ORE

os antigos punham dejetos
na boca dos delatores, dos mentirosos,
dos que tomando a calúnia por bem
urdiam catástrofes

não se imagina coisa pior
do que isto,
do que a língua maculada
pelas fezes alheias,
do que o poder de uma boca pérfida,
insidiosa, viperina,
capaz de conduzir à morte
ou – a dois passos dela –
ao inferno

a verdade é um verso doido
escreveu Bukowski.
mas o que é a verdade?

De Eutrapelia (2021)

.

UNDER

det er muligt at pløje vinden,
at opløse den i mennesker, landskaber, frugter fra en sen årstid,
det er muligt at bringe ind i tåren
den fine brise fra visse vintereftermiddage,
når gardinerne blafrer i vinduet
og en verden pludselig afbrydes

engang skrev jeg
sorgen kan være meget smuk
og også det er en form for trøst

det er muligt at høre stenens hjerte banke,
at kende verden gennem fingrenes forvirrede linjer,
at vågne til ilden eller sove på vandet

den gang skrev jeg også
du vidste mange ting, morfar.
ingen som du elskede undernes uvished

Fra Eutrapelia (2021)

.

PRODÍGIOS

é possível arar o vento,
decompô-lo em pessoas, paisagens, frutos de uma estação tardia,
é possível trazer para dentro da lágrima
a subtil viração de certas tardes de inverno,
quando à janela as cortinas esvoaçam
e se descobre um mundo subitamente interrompido

uma vez escrevi
a tristeza pode ser muito bela
e também isso é uma forma de consolo

é possível ouvir o coração da pedra palpitar,
conhecer o mundo no desenho confuso dos dedos,
acordar para o fogo ou dormir sobre as águas

dessa vez também escrevi
muitas coisas tu sabias, avô.
ninguém como tu amava a incerteza dos prodígios

De Eutrapelia (2021)

.

GAMLE SAGER

jeg steg ned i helvede, til det samme endeløse rige
af de korte og glemte, til det samme
stilhedens rum mellem bjælkerne, til en bunke minder
som ingen længere kan forstå:
den samme blinkende lommelygte med lang rækkevidde
det samme mørke der oplyser spindelvæv
det samme gamle skakspil uden tårne
den nedlagte jernbaneskinne

lyset stiger som alkohol når hænderne genfinder
den gamle plyskanin fra nittenhundrede og
halvfems nætter godt sovet og tørre

en frygtelig våben er lommelygten, den åbner sprækker
som knive gør når de åbner sprækker
og bjælkernes knagen tier
og stilheden er en brønd der snurrer i årerne

loftet er farligt på denne måde – det er de kortes og
glemtes sted. man stiger op, og så vender man tilbage
uden hast, til de levendes verden.
det brænder, ja. tårenes spiritus er ren alkohol

Fra Reflexões à Boca de Cena / Onstage Reflections (2011)

.

VELHARIAS

subi aos infernos, ao mesmo reino sem fim
dos breves e esquecidos, ao mesmo
silêncio das traves, a um ror de memórias que
ninguém mais pode entender:
a mesma lanterna intermitente, de longo alcance
as mesmas trevas alumiando teias de aranha
o mesmo velho jogo de xadrez sem as torres
a pista de comboio desmantelada

a luz sobe como álcool quando as mãos repossuem
o velho coelho de peluche de mil novecentas e
noventa noites bem dormidas e enxutas

é uma arma terrível a lanterna, abre fissuras
como fazem as facas quando abrem fissuras
e os estalidos das traves calam-se e
o silêncio é um poço rodopiando nas veias

o sótão é perigosamente isto, o lugar dos breves e
esquecidos. sobe-se e depois regressa-se outra vez
sem pressa ao mundo dos vivos.
queima-nos, sim. o etílico das lágrimas é álcool puro

De Reflexões à Boca de Cena / Onstage Reflections (2011)

.

HURTIGT OG SMERTEFRIT

hurtigt og smertefrit skærer en vindens klinge
mit hoved af. og bagefter?
bagefter fortsætter hjertet i sin stædige sorg.
kan man le af det?
jo, det kan man – en drukkenbolt med tungen ude,
halvt begravet i lokker af margueritter
og kommunale geranier.
elsker jeg dig?
hvilket fanden til spørgsmål er det.
hundene roder rundt i natten, vender den på vrangen, men
de vil åbenbart ikke blande sig i
så rene klinger, blodige af
minde.
se hvordan vinden i os vækker en vanvidsflamme
af blågyldent skær.
ikke ét sekund i mit liv har jeg tvivlet på det.
aldrig, min elskede

Fra Reflexões à Boca de Cena / Onstage Reflections (2011)

.

RÁPIDA E INDOLOR

rápida e indolor uma espada de vento
corta-me a cabeça. e depois?
depois o coração continua no seu dolo obstinado.
dá para rir?
dá sim, um borrachão com a língua de fora,
meio enterrado em madeixas de malmequeres
e gerânios municipais.
se te amo?
mas que raio de pergunta essa.
os cães vasculham a noite, voltam-na do avesso, mas
não hão de intrometer-se, está visto, em
lâminas tão limpas assim, ensanguentadas de
memória.
vê como o vento em nós acorda uma loucura
de labareda azuldourada.
nunca por um segundo da minha vida o duvidei.
nunca, meu bem

De Reflexões à Boca de Cena / Onstage Reflections (2011)

.

AFTNER

aftner

måske er du havet
og jeg glider ned ad de blå
ben på din krop
som ildkuglen, der trænger længere og længere ind
i de alt for mange linjer i kladden
eller i oceanets
hemmelige muskler

Fra A Pedra Que Chora Como Palavras (2001)

.

ANOITECE

anoitece

talvez sejas o mar
e eu vá descendo pelas pernas
azuis do teu corpo
como a bola de fogo que se introduz mais dentro
nas linhas demasiadas do caderno
ou nos recônditos músculos
do oceano

De A Pedra Que Chora Como Palavras (2001)

.

ET TØNDE LAND AF NOSTALGI

hvor længe er det siden
jeg har hørt et fuglehjerte?

cement, cement, cement
asfalt, knirkende døre, elevatorer
maskinstemmer, robotter

men ikke det lille hjerte
af en fugl, ikke en spires
grønne brist, ikke den drilske vind
der elsker med et græsstrå

(Originalt, upubliceret digt)

.

UM ACRE DE NOSTALGIA

há quanto tempo não escuto
o coração de um pássaro

cimento, cimento, cimento
asfalto, portas a ranger, ascensores
vozes de máquina, robôs

mas não o pequeno coração
de um pássaro, não o broto
de uma árvore, não o vento malicioso
fazendo amor com uma erva

(Poema original)

Biografisk note, digtudvalg og oversættelse af Peter Østergaard og Jørgen Koch.

.

João Ricardo Lopes: sieben gedichte

Fotografie: Catarina Lopes

.

João Ricardo Lopes ist ein portugiesischer Dichter und Schriftsteller, geboren 1977 in Azurém, im Kreis Guimarães. Sein literarisches Werk umfasst mehrere Bände mit Gedichten, Erzählungen und Chroniken, in denen Themen wie Erinnerung, kindliche Liebe, die Suche nach Stille und innerem Frieden, die Aufwertung kleiner Alltagsgesten sowie eine ständige Reflexion über die Rolle der Kunst und die zerstörerisch-schöpferische Ambivalenz des Menschen besondere Bedeutung haben.

Häufig zitiert er andere Autoren oder tritt mit Malerei, Musik, Kino und Fotografie in einen poetischen Dialog. Seine Kindheit auf dem Bauernhof der mütterlichen Großeltern dient als Leitmotiv seiner Werke, in denen auch seine klassische Ausbildung in Latein und Altgriechisch, seine Liebe zum Journalismus und eine ironische Rückkehr zu historischen Figuren und Epochen ihren Platz finden.

Ein scheuer Autor, der Interviews und öffentliche Auftritte meidet, wurde Lopes mit dem Ary dos Santos Poesie-Förderpreis (2001), dem Maria Irene Lisboa Kurzgeschichtenpreis (2009) und dem Nationalen Poesiepreis der Stadt Fânzeres (2001 und 2022) ausgezeichnet. Seine Bücher, vor allem seine Gedichte, wurden bereits ins Englische, Französische, Spanische, Italienische, Serbokroatische und Armenische übersetzt.

EUTRAPELIA

wenn die Tage
zu schwer, zu gleichförmig, zu grausam werden,
kannst du dich vielleicht erinnern
an die herrliche gelbe Kanne,
die jedes Jahr neu erblüht
im dunkelsten Winkel des Gartens,
oder an Epikurs weise Worte,
oder an die heiligen Worte des Augustinus,
und Schönheit auf andere Weise lieben,
oder sie jenseits
von Form, Farbe und Alltagsverstand erkennen,
sie nicht mehr nach Intensität
und Spektakel zu messen,
sondern nach dem Guten, das sie dir tut

BACH, BITTE!

ich vergesse alles,
die klare Angst vor Unreinheiten, vor Schuld,
vor Unglücken,
vor Reisen, die nie stattfanden,
vor flüchtigen Vögeln und Liebschaften,
vor dem dunklen Gesicht, das mich im Spiegel verfolgt,
vor träumelosen Tagen

mein Herz schrumpft.
Bach, bitte!

ODYSSEE

(RÜCKKEHR DES ODYSSEUS, DES NARREN)

meine Alte, du hättest nicht so lange warten sollen.
ich habe vom Meer diese Blindheit des Tangs
und Prostatakrebs mitgebracht,
ich habe die Asche mitgebracht,
die Nymphen und Sirenen
(und die schwarze Spinne von Ogygia)
in mir angezündet haben

ich reiste durch all die Betten,
die das Mittelmeer umsäumen
und weder du noch ich sind schuld oder zu retten

Telemach, noch ein Kind, und doch schon so stark

der Bogen, der mich in die Tiefe schleudert,
ist gealtert,
an Klippen voller Bussarde und magerer Oliven

unten ist es der Schaum, der mich tötet.
habe ich dir gesagt, dass ich sterben will?

so bleib und web weiter, nutzlose Königin!
aus Klippen ist das Leben gemacht,
zwanzig Jahre Glut nagen bis auf den Knochen
und dann – nichts mehr,
nur Krankheit, nur diese nackte Insel,
nur Erinnerung, die fliegt und fliegt, bis sie versinkt
oder jemand aus ihr ein Epos macht,
und lügt, lügt, lügt

.

(PENELOPE AN ODYSSEUS)

ehrlich gesagt, ich weiß nicht, ob ich dich liebe:
vielleicht liebe ich dich wie die Zicklein,
so harmlos zuerst – und dann nicht mehr.
vielleicht begehre ich dich im selben Kerker

du steigst mit deinem alten Glöckchen den Hang hinab,
ich spüre dich nahen
(jetzt demütig, damals nicht),
und ich streichle dir den Rücken,
zähle die Tage, die noch fehlen
(meine Rache,
dieser unbestimmte Blitz einer Frau,
die ich bin bis ins Innerste),
um dir zuzulächeln
und dir das Messer in den Nacken zu rammen

KIRSCHEN

aus dieser Frucht zieht man Erinnerung
an Feuer und Frost,
an schleppende Worte und wehklagende Seufzer
durch das Haus

meine Großmutter mütterlicherseits wählte
die rötesten aus, und ich aß sie mit Maisbrot,
sie sagte, das Blut der Kirschen heilt den Schmerz der Alten
und legt den Jungen die Traurigkeit ins Herz,
weil ihr Fleisch so ungewiss ist
wie die Rechnung der Liebe

ich konnte Kirschen nie mögen.
wie mit dem Aberglauben,
fur den es keinen Bannspruch gibt

ich sehe die Vögel die Bäume stürmen
und sie hastig in die Lüfte tragen.
vielleicht ist das etwas für Seelen,
ich beneide sie nicht um ihre Lust

das Blut, das ihre Schnäbel färbt,
scheint mir ein böses Omen:
ich weiß – ich weiß nicht wie, aber ich weiß –
sie werden bald sterben

DIE GERBERA

auch die Gerbera erweitern
den Raum
und vertiefen ihn,
sie gehorchen nichts
als dem Kreis
und sich selbst.
und deshalb sind sie frei
und sorgsam.
und deshalb von derselben wundersamen
Natur wie Honig, wie das Gedicht,
oder wie das Blau.
ich wollte über das Schweigen schreiben,
aber das wisst ihr ja schon

KARNEVAL UND FASTENZEIT, NACH BRUEGEL

nehmen wir an, das Leben treibt uns
mal nach rechts, mal nach links
in diesem Bild von Bruegel,
zwingt uns einmal zur strengen Trauer,
ein anderes Mal zwingen wir sie
zur absurden Anbetung des Lachens

sing, mein Sohn, sing
hast du gesagt am Eingang des Vordachs
und auch,
dass die Apostel der Melancholie
unter den Sündern
die fanatischsten
und furchtbarsten Verdunkler der Sonne sind

Übersetzung, Auswahl und Biografie von Anne-Marie Treichel

.

A Photograph

Photograph by Thorsten von Overgaard

.

On the night of June 23rd that year, the only lamp still lit in the university residence was mine. From the third floor, I could take in the sky ablaze above the city and the festivities. In Porto, it’s mandatory to enjoy oneself on the eve of St. John’s Day. Patios, stairways, alleys, passageways, squares, and avenues fill with noise, colored paper streamers, and the glint of sardine scales. It is compulsory to go out, to mingle, to raise a racket, to drink with abandon, to brandish leeks and press them against the insincerely naïve noses of young women. Tradition has it that this is the solstice night. Even if it’s not the shortest night of the year, it is certainly the longest. Every reveler knows that.

As for me, I stubbornly shut myself in to study Linguistics. From outside, the world burst in—loud, full of life—like a stab to the heart. Through the windowpane I could see the rooftops and church towers where the trailing fire of paper lanterns climbed skyward, the scattered light from crowded balconies, from grills and barbecues burning bright, and the lagging groups running about with their plastic hammers. I could swear the dozens of students’ rooms were empty. Since mid-afternoon, I hadn’t seen a soul in the hallways, nor heard a single voice inside the building.

Martinet’s notes struck me as monstrously tedious. I underlined them with a fluorescent marker and recited the glosses aloud from my notebook. I was alone.

It was in that solitude that I noticed the sky sinking into ever darker shades of green-black, eerily like chromium oxide, suffocating the horizon. The first lightning bolt and thunderclap I mistook for part of the celebration. But then came more. The storm wasted no time shaking the windows and unleashing the most vengeful rain I had ever witnessed.

In an instant, cries of confusion multiplied—hysterical, terrified. Sheets of rain hammered mercilessly against the long tables on the terraces. The grills were dragged under awnings however best they could. Old and young alike huddled together in kiosks and under doorways. The scene of the commotion struck me as so amusing, so full of warmth, that I opened a drawer and took out my Leica.

Despite the fogged glass and saturated air, the landscape had changed. It seemed beautiful now—human, sheltering, inviting.

Far away, the floodlights of the churches lit the storm. Closer, the streetlights revealed the damage. I went down to see it better. As soon as I opened the door, I came face to face with one of those poor souls so common in our cities.

— Didn’t mean to scare you, son. Forgive me!

— You didn’t. Don’t worry!

I hesitated for a moment, unsure whether to step out or invite him in. There was a mix of smoke and vapor rising from the asphalt. My camera was ready.

— This rain. Who could have guessed!

The man said nothing. He only shrugged. In one hand he held an apple, in the other a nylon sack. That downpour, it seemed, was nothing unusual to him.

— You’ll be soaked through… Come in, take shelter!

Without a word, the man obeyed.

I looked at the street: a box of peppers on the ground, abandoned beers, cats under cars, smoke. St. John, it seemed, had proven himself indecent. I couldn’t bring myself to fire the flash. Then the man said:

— In any case, what you’re feeling now is déjà vu.

And it was true: the whole scene felt familiar, as if some link in my memory had sparked the impression I had lived that moment before. The man—though I’d never seen him—was, I could swear, oddly familiar.

— You’re not going to take a single shot with that camera. The objects don’t interest you. Only the subject in front of you is worth noting. Isn’t that right?

His tone, nearly arrogant, sounded like a reproach. He went on:

— Right now, you’re thinking about how to get out of this mess. The street no longer seems the strangest place in the world—this little space here does, doesn’t it? You’re thinking how that box of peppers, those abandoned beers, those screams, those cats hiding under the cars, that smoke—none of it compares to the chaos reigning in your head.

— And how can you possibly know all this?

— Martinet’s Elements of General Linguistics upstairs is proof enough that we’ve both sunk into the same wretched solitude.

— Who are you?

— You always choose the side door, never the corridor straight ahead… You’re still thinking in mazes. And yet, since the moment we saw each other just now, you’ve known—we are the same person!

— We’re the same person?

— The same character, yes!

— The same character?

— Don’t look so surprised. Borges—whom you’ve yet to meet—does the same in the first story of The Book of Sand. Dickens—whom you’ve already forgotten—does it with Ebenezer Scrooge. Dante—whom you’re about to discover—dreams of his own soul transmigrating through the circles of Hell, Purgatory, and Paradise.

— And you’ve come to show me the future, is that it? To prove something? That I—we—are wretched? That I need to change so we can both be redeemed?

— I haven’t come to prove anything at all…

My other self bit into the apple, slung his bundle over his shoulder, and stepped back out into the night, unafraid of the deluge, swallowed by the dirty reflection of a thousand shattered lights.

With the Leica off in my hands, I watched him go, unable to add a single word.

Truth be told, there was nothing left to say.

.

From the book O Moscardo e Outras Histórias (The Horsefly and Other Stories, 2018, pp. 255–259)

A Quest

Photograph by Colin Watts

.

Weary of the errors of his age, of the injustices of his people, and of the brazen lies by which one fed the other— weary of the vileness with which both had cast aside the primacy of kindness among men— Kazuya turned his back on the city and walked toward nothingness for as many days as his sandals would carry him.

In a certain misty place, he came upon a curious tree, which seemed as lost as he was. There, beside it, he began to draw from within himself the words he had long kept buried—words that rattled in his mind like water boiling in a pot.He said many things: first in whispers, then in cries, and at last in deep regret.

Then he felt a great cold. An immense, devastating solitude. An uncontrollable urge to weep. And weep he did, as much as his eyes could bear. Afterward, he embraced the tree, thanked it, and continued his journey into the green-gray horizon. Nothing more was known of him than this.

The last person to see him was an old spinner of thread.

She marveled that such a ragged vagabond could seem happier than a lit lamp— and that he had asked her for nothing, not even a good day.